Jørgen Kirkegaard´s tale ved 80årsdagen for Atombombens nedkastning over Japan

Tale ved Hiroshima-demo 6.8.2025

Tak for ordet. Jeg har glædet mig til denne dag og til at sige et par ord, også med et par perspektiver til at tænke over. – Måske skal jeg lige præsentere mig selv. Jeg hedder Jørgen Kirkegaard, er 81 år og historiker af fag. I utallige år har jeg undervist den nye ungdom i historie på Frederiksberg Gymnasium

Det var vist tanken, at jeg skulle sige lidt om historien i 1945, da de voldsomme begivenheder i Japan fandt sted, i dag for 80 år siden. Det tror jeg næsten er overflødigt for jer. De to frygtelige atombomber blev kastet med formentlig over 200.000 døde og ødelæggelser overalt. Man får aldrig det præcise antal døde. Mange flere fik deres liv ødelagt, med strålesyge, forbrændinger, kræft og andre sygdomme og med de voldsomme psykiske følger. Her kan man virkelig tale om PTSD, det er helt uomtvisteligt.

Historikerne er uenige om, hvorfor de disse to frygtelige atombomber blev kastet, – om de var nødvendige og om hvorfor. Præsident Truman var den ansvarlige. Han havde kun været præsident i USA i 3 mdr. efter Roosevelts død. Meget talte både for og imod atombomberne. Et argument for var, at det var den almindelige opfattelse, at en rigtig japaner aldrig ville overgive sig, fordi han havde svoret evigt troskab mod kejseren. Derfor skulle der noget helt ubeskriveligt nyt og frygteligt til for at fremtvinge en overgivelse. Andre historikere lægger ikke så meget vægt på denne tanke. Krigen var allerede tabt for Japan, og man var ved at indstille sig på at give op. Et andet argument for at kaste atombomberne var, at det ville koste mange tusinde menneskeliv på begge sider at erobre alle de japanske øer én for en. Det var sikkert rigtigt nok. – Det vigtigste argument for at kaste atombomberne var nok, at man nu kunne vise Sovjet og Stalin, at USA nu havde dette frygtelige våben. For Den kolde Krig var allerede i fuld gang. Men det er jo en helt vanvittig kynisme at ofre over 200.000 menneskeliv for at få et lille forspring i den kolde krig, som slet ikke rigtig var begyndt. Der var slet ingen reel trussel mod USA. Historiens dom vil blive hård og påpege det unødvendigt grusomme i denne beslutning.

Som historiker må man forsøge at forstå hele situationen og hæve sig op over de enkelte begivenheder. Og jeg kan ikke lade være med at gøre mig den tanke, at måske var det for menneskeheden nødvendigt at få denne demonstration af disse frygtelige våben. Nu har vi direkte fået at se, hvor uhyggelige de våben er, med død og ødelæggelse i et helt, helt ufatteligt omfang. Vi har nu set det, for alvor. En ung generation kan blot gå ind på You-tube og se under Hiroshima. Heldigvis er der masser af film og stadig levende vidner til de vilde, frygtelige dage i august 45.

Jeg vil slutte med min private optimisme, – endnu et perspektiv. Når drenge og piger er 5-12 år gamle, så slås de ! – med alle mulige fjender, fra andre gader eller med en forkert hudfarve, for tykke eller for tynde, eller med en forkert tro. De slås, og det skader ikke så meget, med træsabler og kæppe. Men når de bliver 12-15 år, så holder de op med at slås !!!!! –For nu kan de jo simpelthen myrde hinanden !! – Med vold eller med våben, de kan simpelthen myrde hinanden. Når de bliver disse 12-15 år gamle, finder de andre måder at løse konflikterne på. Den vigtigste måde er boycott, udelukkelse fra fællesskabet. Det er meget effektivt. Vi så det i Sydafrika med apartheit-regimet. Det måtte give op. Eller man kan bruge penge, prestige eller told eller alt muligt andet. På samme måde er det mit håb, at menneskeheden indser, at vold og krig og atomvåben nu bare er blevet et totalt NO-GO. Og vi mener ALLE: NO-GO !!! – Overalt hvor vi færdes, må vi sige, at disse våben bare er totalt NO-GO, – til venner, familie, kolleger, naboer, – overalt. Disse frygtelige våben må ALDRIG bringes i anvendelse igen ! – Og det er jo ikke alle 12-15-årige, som holder op med at slås. Men det MÅ ikke ske igen, derfor skal vi fortsat være aktive !! – I 1970 vedtog FN med et stort flertal en ikke-sprednings-aftale. Godt nok, Danmark stemte for. Ni lande har nu atomvåben og det er mere end rigeligt. I 2017 kom der et forslag til total afskaffelse af alle atomvåben, al forskning, oplagring, brug og meget andet skal forbydes. Et flertal i FN på omkring 100 stater har stemt for, og initiativtagerne fik med god ret Nobels fredspris. Men Danmark og hele NATO, Israel, Kina, Indien og Israel og en del andre var imod eller undlod at stemme. Vi må presse på for, at alle lande, også Danmark og i sidste ende USA og Rusland opgiver disse frygtelige våben fuldstændigt. En eller rettere sagt to gange er de blevet brugt, vi har nu set det, vi ved det alle. I det mindste kunne Danmark deltage i de møder, som afholdes i Wien for at presse på for et total-forbud. Men Danmarks stol stod tom, som Tue Magnussen skriver i dag i en stor artikel i Politiken i dag. Norge, Tyskland, Holland og Belgien deltager i disse møder.

Tak for ordet, – andre, Ebbe som sidder her, vil give andre perspektiver på atomtruslen, som stadig hænger os over hovedet. Men vi bliver ved med vores advarsler og vores modstand. Engang i fremtiden vil man måske takke os for vores indsats.