Skip to content

Vestens falske fortælling om Rusland og Kina

af Jeffrey Sachs

Verden er på randen af en atomkatastrofe, hvilket ikke mindst skyldes, at de vestlige politiske ledere ikke har været ærlige om årsagerne til de eskalerende globale konflikter. Den ubarmhjertige vestlige fortælling om, at Vesten er ædel, mens Rusland og Kina er onde, er enfoldig og uhyre farlig.  Det er et forsøg på at manipulere den offentlige mening og ikke på at håndtere et meget reelt og presserende diplomati.
Den væsentlige fortælling om Vesten er indbygget i USA’s nationale sikkerhedsstrategi.  Den centrale amerikanske idé er, at Kina og Rusland er uforsonlige fjender, der “forsøger at udhule den amerikanske sikkerhed og velstand”.  Disse lande er, ifølge USA, “fast besluttet på at gøre økonomierne mindre frie og mindre retfærdige, på at udvide deres militær og på at kontrollere information og data for at undertrykke deres samfund og udvide deres indflydelse”.
Det ironiske er, at USA siden 1980 har været i mindst 15 valgfri oversøiske krige (Afghanistan, Irak, Libyen, Panama, Panama, Serbien, Syrien og Yemen for blot at nævne nogle få), mens Kina ikke har været i nogen, og Rusland kun i én (Syrien) uden for det tidligere Sovjetunionen.  USA har militærbaser i 85 lande, Kina i 3 og Rusland i 1 (Syrien) uden for det tidligere Sovjetunionen.
Præsident Joe Biden har fremmet denne fortælling og erklæret, at vor tids største udfordring er konkurrencen med autokratierne, som “søger at fremme deres egen magt, eksportere og udvide deres indflydelse rundt om i verden og retfærdiggøre deres undertrykkende politikker og praksis som en mere effektiv måde at håndtere nutidens udfordringer på”.  USA’s sikkerhedsstrategi er ikke et værk af en enkelt amerikansk præsident, men af det amerikanske sikkerhedsetablissement, som er stort set autonomt og opererer bag en mur af hemmelighedskræmmeri.
Den overspændte frygt for Kina og Rusland sælges til den vestlige offentlighed gennem manipulation af fakta.  En generation tidligere solgte George W. Bush Jr. offentligheden den idé, at USA’s største trussel var den islamiske fundamentalisme, uden at nævne, at det var CIA, sammen med Saudi-Arabien og andre lande, der havde skabt, finansieret og indsat jihadisterne i Afghanistan, Syrien og andre steder for at bekæmpe USA’s krige.
Eller tænk på Sovjetunionens invasion af Afghanistan i 1980, som i de vestlige medier blev fremstillet som en uprovokeret perfid handling.  År senere fandt vi ud af, at den sovjetiske invasion faktisk var blevet indledt af en CIA-operation, der havde til formål at fremprovokere den sovjetiske invasion! Den samme misinformation fandt sted over for Syrien.  Den vestlige presse er fyldt med beskyldninger mod Putins militære bistand til Syriens Bashar al-Assad fra 2015, uden at nævne, at USA støttede omstyrtelsen af al-Assad fra 2011, idet CIA finansierede en større operation (Timber Sycamore) for at vælte Assad år før Ruslands ankomst.
Eller for nylig, da USA’s formand for Repræsentanternes Hus, Nancy Pelosi, hensynsløst fløj til Taiwan på trods af Kinas advarsler, kritiserede ingen af G7-landenes udenrigsministre Pelosis provokation, men G7-ministrene kritiserede sammen skarpt Kinas “overreaktion” på Pelosis rejse.
Den vestlige fortælling om krigen i Ukraine er, at det er et uprovokeret angreb fra Putins side i bestræbelserne på at genskabe det russiske imperium.  Men den virkelige historie begynder med det vestlige løfte til den sovjetiske præsident Mikhail Gorbatjov om, at NATO ikke ville udvide sig mod øst, efterfulgt af fire bølger af NATO-forøgelse: i 1999 indlemmelse af tre centraleuropæiske lande, i 2004 indlemmelse af yderligere syv lande, herunder i Sortehavet og de baltiske lande, i 2008 tilsagn om at udvide sig til Ukraine og Georgien og i 2022 invitation af fire ledere fra Asien og Stillehavsområdet til NATO for at tage sigte på Kina.
De vestlige medier nævner heller ikke USA’s rolle i 2014 i forbindelse med omstyrtelsen af Ukraines prorussiske præsident Viktor Janukovitj, den franske og tyske regerings manglende evne til at presse Ukraine til at opfylde sine forpligtelser i forbindelse med Minsk II-aftalen, den enorme amerikanske oprustning, der blev sendt til Ukraine under Trump- og Biden-regeringerne i tiden op til krigen, eller USA’s afvisning af at forhandle med Putin om NATO-udvidelsen til Ukraine.
NATO siger naturligvis, at det er rent defensivt, så Putin ikke har noget at frygte.  Med andre ord bør Putin ikke lægge mærke til CIA’s operationer i Afghanistan og Syrien, NATO’s bombning af Serbien i 1999, NATO’s omstyrtelse af Moammar Gaddafi i 2011, NATO’s besættelse af Afghanistan i 15 år, Bidens “fejltagelse” med opfordring til at afsætte Putin (hvilket naturligvis ikke var nogen fejltagelse overhovedet) eller den amerikanske forsvarsminister Lloyd Austin, der udtalte, at USA’s krigsmål i Ukraine er at svække Rusland.
Kernen i alt dette er USA’s forsøg på at forblive verdens hegemonimagt ved at øge militære alliancer rundt om i verden for at dæmme op for eller besejre Kina og Rusland.  Det er en farlig, illusorisk og forældet idé.  USA har kun 4,2 % af verdens befolkning og har nu kun 16 % af verdens BNP (målt i internationale priser). Faktisk er G7’s samlede BNP nu mindre end BRICS’ernes (Brasilien, Rusland, Indien, Kina og Sydafrika), mens G7’s befolkning kun udgør 6 % af verdens befolkning sammenlignet med 41 % i BRICS’erne.
Der er kun ét land, hvis selverklærede fantasi er at være verdens dominerende magt: USA.  Det er på høje tid, at USA anerkender de sande kilder til sikkerhed: intern social samhørighed og ansvarligt samarbejde med resten af verden, snarere end illusionen om hegemoni.  Med en sådan revideret udenrigspolitik ville USA og dets allierede kunne undgå krig med Kina og Rusland og sætte verden i stand til at klare sine utallige miljø-, energi-, fødevare- og sociale kriser.
Frem for alt bør de europæiske ledere i denne tid med ekstreme farer søge den sande kilde til europæisk sikkerhed: ikke amerikansk hegemoni, men europæiske sikkerhedsordninger, der respekterer alle europæiske nationers legitime sikkerhedsinteresser, herunder naturligvis Ukraine, men også Rusland, som fortsat modsætter sig NATO’s udvidelser til Sortehavet.  Europa bør tænke over, at hvis NATO ikke blev udvidet og Minsk II-aftalerne blev gennemført, ville det have forhindret denne forfærdelige krig i Ukraine.  På nuværende tidspunkt er det diplomati, ikke militær eskalation, der er den sande vej til europæisk og global sikkerhed.  


Translated with DeepL  fra Jeffrey Sachs hjemmeside
her

Back To Top