skip to Main Content

Tag sproget tilbage! – i debatten om krig og fred

I februar 2019 udkom krigsudredningen fra Københavns Universitet. Dermed er det siden februar offentlig viden at Danmarks deltagelse i Irakkrigen i 2003 blev besluttet på grundlag af tilbageholdt information og ikke-sande udsagn. Også mange andre undersøgelser peger på, at det godt kunne se ud som om at der er grund til at tage Danmarks – fortsatte – krigsdeltagelse op til kritisk revision. Krig er efterhånden blevet en helt normal del af dansk udenrigspolitik. Men hvad er det, der gør, at både politikere og almindelige mennesker stiltiende accepterer myten om at krig er nødvendigt? Retorikvidenskaben har muligvis en del af svaret: Der er nemlig noget, der tyder på at debatten om krig er låst fast i en misvisende diskurs.

Framing i sproget
Framingteorien blev populær efter 2004, hvor den blev fremsat af filosof og lingvist George Lakoff i artiklen: ”Don’t Think of an Elephant” (1). I grove træk siger Lakoff at sproget har ideologiske ladninger, der bevirker at magten ligger hos dem, der udvælger de ord, der bliver almindelige at bruge i den offentlige debat. Sproget kan ikke være 100% neutralt, derfor skal man som kritiker være bevidst om ordenes underliggende ideologi. Et populært eksempel på en værdiladet framing, er, når højrefløjspartier taler for ”skattelettelser”, - en ordkonstruktion, der pr. automatik aftegner skatten som en ”byrde” – i stedet for omvendt at betone de sociale og samfundsmæssige fordele, der er ved et skattesystem. Skatten bliver her begrebsliggjort som noget tungt og frihedsbegrænsende, og debatten bliver sat i ramme derefter. Lakoff mener at højrefløjen i dette tilfælde framer debatten til deres fordel, og derfor styrer den offentlige debat. Framing er altså et sprogpsykologisk værktøj, og en framinganalyse kan også sige meget om det sprogbrug, der gør sig gældende når vi taler om krig og stigende militarisering.

Hård magt i forklædning
Danmarks militære løbebane har bevæget sig stødt opad igennem de sidste to årtier. En konsekvent ”Ja-hat” overfor deltagelse i amerikanske og NATO-missioner er blevet kotymen på Christiansborg, og som noget nyt stemmer selv Enhedslisten ”ja” til at sende danske tropper til Mali. Dermed forliger de deres partipolitik med normaliseringen af hårde magtmetoder.

Det var Fogh-regeringen, der fik startet lavinen tilbage i 2003. Man kunne have håbet på at det nylige regeringsskifte måske havde i sinde at ændre på kursen, men i denne måned har selv Enhedslisten så valgt at stille sig positive overfor ovennævnte krigsmission. I sidste måned løftede statsminister Mette Frederiksen, udenrigsminister Jeppe Kofoed og forsvarsminister Tine Bramsen sløret for deres planer om massiv oprustning og krigsdeltagelse i fremlæggelsen af den nye ”sikkerhedspakke”. ”Sikkerhedspakken” er hvad de kalder deres grundlag for, hvorfor Danmark bl.a. nu også skal med i krig imod Iran. Interviewet blev bragt i forskellige medier, f.eks. her:

https://steigan.no/2019/09/danmark-vil-sende-soldater-og-kampfly-til-afrika-syria-nato-usa-og-baltikum/?fbclid=IwAR2GZIDm4FooTrPAy23emK_J5yQaziu5GyMd7xB32_VbUPBJsyPXGYfTLo4

- Ser vi nærmere på deres helt specifikke sproglige udtryk, er det oplagt at sætte fingeren på den meget kliniske framing, de anvender, når de udvælger deres ord. - Se f.eks. følgende citat:Der er tale om et markant bidrag, der understreger regeringens vilje til at tage et internationalt ansvar” (afsn. 23) - dette uddyber udenrigsministeren, når hun kommenterer på en massiv oprustning i NATO-regi, der omfatter en kampbataljon med 700 soldater, et krigsskib med 170 soldater og fire kampfly. At omtale oprustning som ”et bidrag” får det hele til at lyde fair – endda med en klang af gavmildhed – hvilket fremstiller den udenrigspolitiske beslutning i et godt lys.

Ud over at artiklen selv fortsætter samme diskurs ved at omtale oprustningen som ”militære bidrag”, kalder ministrene den intensiverede danske krigsdeltagelse for ”militære indsatser” og ”militære operationer” (se hhv. afsn. 13, 15, 19 og 31). Man kan argumentere for at begge begreber bygger på en klinisk framing. Især det hyppigt anvendte udtryk ”militæroperation” tilfører nærmest et lægeligt renhedsprincip til den vestlige krigspolitik, der dermed kan fremstå som om vestlige staters væbnede militærmagt ”kurerer” de udvalgte områder, hvor vi invaderer. - Men det er en misvisende diskurs, hvis man forholder sig til forskningen (3), eller hvis man f.eks. forholder sig til vores egen historiske erfaring, hvor det står klart at hverken Libyen, Irak eller Afghanistan blev synderligt ”kureret” af at være mål for vestlige staters krigsførelse. Tilstanden i disse områder viser det modsatte: At ustabilitet og øget terrorrekruttering er faktorer, der følger i kølvandet af vores krige.

Grimme ting, der lyder pænt
I denne meget hurtige analyse af ministrenes diskurs har vi altså at gøre med en klinisk framing, der tilslører et så destruktivt fænomen som krig ved at formidle det igennem et renhedsvokabular, der runger af gavmildhed og selvopofrelse. – Selvom der er rigeligt evidens for at krig skaber terror, klimakatastrofer og millionvis af (civile) mennesketab (4). At Trine Bramsen og Mette Frederiksen også ligefrem kalder det ”sikkerhedspakken”, når de i interviewet fremlægger deres planer om massiv oprustning i NATO-regi, samt invasion af Iran, gør blot sagen mere håbløs. Vores seneste 17 år i krig viser, at krig - såvel som NATO’s opdyrkelse af krig - ikke skaber sikkerhed. Hverken for vestlige lande eller for dem, vi bekriger.

F.eks. begrundede man den vestlige invasion af Libyen med at det var en humanitær aktion, der var nødvendig for at beskytte det libyske folk. Men efter vestlig invasion og mordet på Gadaffi, har Libyen nu langt flere humanitære problemer som følge af menneskehandel, terrorbevægelser og de generelle ødelæggelser, der følger med krig. Åbne slavemarkeder og kaos er libysk realitet efter krigen. Kan det være fordi den renheds- og heltediskurs, der generelt bruges af medier og politikere, når temaet handler om krig, er etableret med et formål om at give et forvrænget billede af de faktiske konsekvenser, der er ved hård magtanvendelse?

- Kan det tænkes at den kliniske framing vi benytter i omtalen af krig, igennem de seneste årtiers stigende militarisering har afholdt os helt almindelige samfundsborgere, såvel som politikerne, fra at tænke dybere over tingene?

4-5 år tilbage var der i debatten hyppigt anvendte termer såsom ”præcisionsbombning” og ”nålestiksoperationer” i politikernes verbale forsvar for beslutningen om at Danmark skulle bombe over Irak og Syrien over flere omgange. Især daværende udenrigsminister Martin Lidegaard brugte disse ord flittigt; Han refererede til dem som krigsteknikker, som de danske tropper efter sigende skulle være meget dygtige til, og derfor fremstod ordene som argumenter for at det var den rigtige beslutning for Danmark at hjælpe USA & co. med at bombe over Syrien og Irak igen i 2014. Efter Lakoffs sprogforståelse kan man roligt pege på, at der her er tale om en vildledende – og ligefrem medicinsk – framing af krigens realitet. En meget oplagt retorisk analyse vil vise at termet ”præcisionsbombning” giver udtryk for at man rammer meget præcist. Men termet er i konflikt med optalt fakta; Sidst nogle talte efter, har den såkaldte krig mod terror” resulteret i 4 millioner civile ofre (5). Tidligere i historien er civile tab i så stor en skala blevet kaldt ”folkemord”. De danske ministre vælger så at omtale det som en ”sikkerhedspakke”. På det sproglige niveau, såvel som på alle andre niveauer, må det altså være høje tid at tage kampen op imod dem, der sætter dagsordenen for nutidens krigspolitik.


Framing, der på forhånd afliver den demokratiske debat
Selvom vores framinganalyse her til lejligheden mest bygger på eksemplerne i ministrenes fremstilling af ”sikkerhedspakken”, er der tale om et generelt ordvalg, der gennemtrænger hele den offentlige diskurs, og faktisk også kan mistænkes for at aflive debatten om krig inden den overhovedet finder sted. Når Danmark går i krig er det jo knapt nok op til debat – ikke engang i folketinget. Framingen af et givet emne er netop en medvirkende faktor for at aflive kritisk refleksion over den underliggende ideologiifølge Lakoff – og det er også derfor han anbefaler, at man ikke skal tale opponentens sprog, men at man som politisk debattør selv skal frame debatten (1). Derfor bør både almindelige borgere i Danmark og især fredsbevægelserne være påpasselige med at ride på den samme diskurs som politikerne bruger når de gang på gang redegør for, hvorfor Danmark skal med i krig, - de populært brugte og misvisende begreber som: ”militær intervention, militær operation, militært bidrag, forsvarsalliance, nålestiksoperation (find selv på flere)” bør erstattes med begreber, der i højere grad er beskrivende for den hårde magtanvendelse, som vi har set tage form siden 2003: ”Invasion, aggression, overgreb, attentat, angrebsalliance, folkemord, statskup, etc.”.

Præmissen for en demokratisk debat afhænger af at der kommer forskellige vinkler i spil når vi debatterer. Hvis sproget sidder fast i et klinisk begrebsapparat – om dette så er bevidst eller ubevidst etableret fra magthavernes side – så får den kritiske refleksion over emnet på forhånd dårlige vilkår. Men en af guruerne bag ”demokrati” som politisk teori, Habermas, peger på at kritisk debat er selve præmissen for at samfundet bliver klogere (6). For ikke at falde hen i en fordummende diskurs må vi altså forsøge i højere grad at bruge ordene til at beskrive virkeligheden. Når emnet handler om krig ville det klæde Danmark at begynde at forholde sig til de historiske fakta, der gør sig gældende på området. Når vores seneste krigshistorie omfatter konsekvenser som åbne slavemarkeder, øget terrorisme, ustabile samfund og civile ofre i meget stor skala, - så er det forkert at kalde det en ”militær operation” når vi vælger at fortsætte selvsamme ikke-raske løbebane forbereder krig i Iran.

Tag sproget tilbage
Den såkaldte ”krig imod terror” har upåagtet af almindelige danske borgere fået dræbt et antal af civile, der ifølge statistikken har et størrelsesomfang af 4 millioner mennesker. Den slags er i virkeligheden vanskelige at optælle, men der er en rimelig grund til at antage at der er tale om rigtig, rigtig mange uskyldige ofre for vores lands deltagelse i krig under NATO og USA. Selvom det er os almindelige borgere, der betaler for det igennem skatten, har vi ikke engang haft en ordentlig demokratisk debat om vores krigsdeltagelse, idet debatten tilsyneladende er gennemtrængt af sproglige udtryk, der er designet til at grimme ting til at lyde pænt. Det partiske ordvalg, der gør sig gældende i krigsførende nationer, er en oplagt forklaring på hvorfor almenbefolkningen sjældent kender til konsekvenserne. Diskursen er er ikke bare etableret hos politikere, investorer, og hvem der ellers sidder i magtfulde positioner, men diskursen lader til at være alment brugt blandt borgere i den helt almindelige demokratiske debat, og til nogen grad endda hos bevægelser, der stiller sig kritiske overfor de vestlige krige. Som kritikere bør vi ikke være med til at usynliggøre det problematiske ved NATO og amerikansk-ledede angrebskrige ved upåagtet at reproducere en diskurs, der får handlingerne til at se mere nydelige ud end de er. Vi bør tage sproget tilbage.

Med den nyere, selvudnævnte ”røde mindretalsregering” kaster Danmark stadig krigsskibe og kampfly i alle retninger, som NATO beder om, og står endda helt ukritisk klar til at gå i krig mod Iran. Måske burde man tildele de tre ministre Trine Bramsen, Jeppe Kofoed og Mette Frederiksen hver en medajle for at være dygtige til at få grimme ting til at se pæne ud… men de burde nok ikke få nogen medalje for deres indsats i at opretholde hverken demokrati eller menneskerettigheder. Hvilket på ironisk vis ellers er del af de ”værdisæt” som de i interviewet om ”sikkerhedspakken” giver udtryk for at Danmark er ude i verden for at forsvare.

Referencer:

(1) Lakoff, George (2004): Don’t Think of an Elephant – Know Your Values and Frame the Debate”, Chelsea Green Publishing, ISBN-10: 9781931498715

(2) Arbejderen (2019): ”Danmark vil sende soldater og kampfly til Afrika, Syria, NATO, USA og Baltikum”, direkte link: https://steigan.no/2019/09/danmark-vil-sende-soldater-og-kampfly-til-afrika-syria-nato-usa-og-baltikum/?fbclid=IwAR2GZIDm4FooTrPAy23emK_J5yQaziu5GyMd7xB32_VbUPBJsyPXGYfTLo4

(3) Wæver, Ole (2007): ”Krig mod terror stimulerer terroren”, bragt i Information, direkte link: https://www.information.dk/indland/2007/09/krigen-terror-stimulerer-terroren

(4) Weir D. & Minor, E. (2017): The Environmental Consequences of the Use of Armed Drones”, kapitel af rapporten ”The humanitarian impact of drones”, bragt på worldbeyondwar, direkte link: https://www.information.dk/indland/2007/09/krigen-terror-stimulerer-terroren

(5) PSR - Physicians for Social Responsibility (2015): ”Iraq Body Count – Casualty Figures after 10 years of ”the War on Terror””, direkte link: https://www.psr.org/wp-content/uploads/2018/05/body-count.pdf

(6) Habermas, Jürgen (1998): Diskursetik, oprindelig artikel fra 1983 udgivet i 1998 af Det Lille Forlag, ISBN-13: 9788790030445

Back To Top