skip to Main Content

Pernille Grumme ´Kunstnere for Fred´

Tale om Dansk krigsdeltagelse, NATO og mediernes rolle på et møde den 18.marts 2017 i København

Vores motto er Uden sandhed Ingen Fred.

Hvad er sandt og hvad er falsk, hvad er kendsgerninger og hvad er disinformation, fake news, alternative fakta, simpel propaganda, eller bare løgn.

Hvis der er den mindste tvivl om en påstand, må man fakta-tjekke den, så ingen uskyldige bliver dømte, eller krige bliver sat i gang på tvivlsomt grundlag.

Er det mon sandt, at de sidste mere end femten års krige i Mellemøsten handler om kampen mod terror, og om at befri det ene land efter det andet for et undertrykkende regime med en brutal diktator? Og at vestens indblanding er rene humanitære interventioner – altså for civilbefolkningernes skyld?

Eller handler de mon om geopolitik og om en herskende elite, der stræber efter den globale magt?

Det er indlysende, at de, der kontrollerer verdens ressourcer, kontrollerer verden. Det er også en kendsgerning, at krigen mod terror foregår i alle de områder, hvor der findes store forekomster af olie, gas, uran, litium, guld og diamanter.

Så handler alle disse regime-skift – som USA og NATO gennemfører sammen med Saudi Arabien og Golfstaterne – mon ikke om at kontrollere disse ressourcer? Og ikke, som hævdet, om at bekæmpe islamiske terrorister?

Krigen mod terror blev proklameret d. 12. september, 2001 som reaktion på terrorangrebet dagen før.

Det første land, der skulle angribes var Afghanistan, idet man ville bombe Osama bin Laden ud af den hule, hvorfra han angiveligt havde dirigeret terrorangrebet mod New York og Washington. Læg lige mærke til ordet angiveligt. Det er aldrig bevist.

Senere ændredes krigs-begrundelsen adskillige gange,- bl.a. handlede det om at befri kvinderne fra burka og undertrykkelse, og om at bygge skoler til børnene. Lyder det troværdigt?

Omvendt er det imidlertid et faktum, at der findes litium i Afghanistan og enorme gasforekomster under Det Kaspiske Hav. Det er også en kendsgerning, at store amerikanske olieselskaber i årtier har ønsket at bygge en olie-gas-rørledning ned gennem Afghanistan og Pakistan for at transportere denne gas ud til Det Indiske Ocean. Hermed ville de store olieselskaber have kontrol over den. Men det ville Taleban, der havde magten i landet, ikke tillade. Derfor var der brug for et regimeskift i Afghanistan, hvilket højtstående militærpersoner bagefter har indrømmet.

At krigen handlede om ressourcer, er altså fakta. At de har skabt kaos er det også. At den officielle historie om terrorangrebet er løgn, er så sandelig også for længst bevist.

At Osama bin Laden blev dræbt af amerikanske elitesoldater og derefter smidt i havet i maj 2011 er heller aldrig bevist. Ikke et foto, ikke en obduktionsrapport, ikke en dødsattest, ikke et eneste vidne. Meget mærkeligt.

Næste påstand: Vi skulle i forebyggende angrebskrig mod Saddam Hussein, fordi han angiveligt havde masseødelæggelsesvåben, hvormed han kunne udslette en europæisk storby i løbet af 45. minutter. Det var løgn. Men der er olie i Irak, det er sandt. Og Saddam skulle fjernes, fordi han ikke længere ville handle Iraks olie i dollars- den såkaldte petro-dollar. Men da den er selve fundamentet under USA’s økonomi, kunne dette selvfølgelig ikke tillades, og han måtte fjernes. Det er senere erkendt og indrømmet af adskillige amerikanske generaler og embedsmænd.

Landet er totalt smadret, millioner af Irakere er dræbt eller flygtet og terror hersker på baggrund af denne åbenlyse løgn.

Muhamar Gaddafi var også for selvstændig og ville begynde at sælge Libyens olie, som det passede ham. Han var ved at etablere en ny mønt- en afrikansk gulddinar, som alle de afrikanske nationer fremover skulle sælge deres råstoffer i. Hermed ville de selv kunne bestemme prisen og omsider blive fri af gæld og den udbytning, der har holdt hele kontinentet i fattigdom i århundreder.

En sådan omvæltning ville i midlertid blive en alvorlig trussel for dollaren og de multinationale selskaber, der ribber Afrika for dets værdier.

Den plan måtte forhindres og derfor sendte den daværende amerikanske udenrigsminister, Hillary Clinton 5000 lejesoldater ind i Libyen, hvor de igangsatte et pseudo-oprør, for at destabilisere landet. Derefter kunne man hævde, at man kæmpede på befolkningens side mod en brutal diktator og gennemføre endnu et regimeskift.

Hvilket man så gjorde på en afskyelig og modbydelig måde.

Ikke nok med det, man ødelagde også den kunstige flod, The Man Made River, som Gaddafi havde iværksat, og som ville have kunnet forsyne hele det store ørkenland med rent og klart vand fra under-jordiske vand-reservoirer. Men floden og dens kæmpemæssige vandingsanlægget blev bombet med radioaktivt uran, så vandet vil være forgiftet i de næste 20.000 år.

Dette land, som var en buffer for migration, og som selv modtog en masse afrikanske flygtninge, er i dag i kaotisk opløsning, takket være en massakre, som også Danmark medvirkede til.

Men USA fik sit regimeskift, og stjal også lige 143 tons af Libyens guld-beholdning på baggrund af endnu en løgn.

Så blev det Syriens tur. Samme fremgangsmåde: Man iscenesatte en opstand, betalte og bevæbnede de såkaldte oprørere i forsøg på at vælte landets leder, her som bekendt den folkevalgte Assad.

Ligesom både Irak og Libyen var Syrien et velstillet og velorganiseret land, hvor folk med forskellig tro levede fredeligt sammen. Meget lidt fattigdom, gratis uddannelse og god sundhedspleje.

Men allerede fra begyndelsen af 50’erne har gigantiske olieselskaber ønsket at bygge en rørledning fra Qatar, gennem Saudi Arabien, Syrien og Tyrkiet, så Qatars naturgas kunne flyde frit til Europa. Syrien har i midlertid hele tiden sat sig imod, for det vil forhindre Rusland i at sælge deres gas til Europa, og Syrien er afhængig af Ruslands beskyttelse. Det er kendsgerninger.

ISIS, ISIL eller Islamisk Stat, der har været begrundelsen for vestens angreb, er betalte lejesoldater, trænet og udstyret med tonsvis af våben og køretøjer fra USA, Saudi Arabien, Qatar, Tyrkiet og Israel. Den officielle historie om, at Assad brugte giftgas og har tæppebombet sin egen befolkning er beviseligt løgn.

Sandheden er, at man vil ha’ fat i Mellemøstens olie og andre råstoffer, (som gør nogle ganske få rigmænd rigere), men skaber kaos, død, terror og millioner af flygtninge.

Når Lars Løkke Rasmussen siger, at USA fortsat skal sikre freden og friheden i verden, er det absurd i forhold til kendsgerningerne.

Siden anden verdenskrig har USA støttet voldelige, nynazistiske militærkup og fjernet socialistiske, folkevalgte regimer i 35 lande.

Fra Indonesien til Chile, fra Nicaragua til Ghana, og de har smidt bomber over 26 lande i deres bestræbelser på at få den endelige, globale magt.

I de sidste 17 år har USA og NATO myrdet kvinder, børn, og gamle, - ødelagt landsbyer og infrastruktur, bombet bryllupper, begravelser, skoler og hospitaler.

Mens medierne og politikerne fastholder at vi udbreder demokrati. Det er løgn.

USA’s absolutte største industri og eksport er våben. Det er et faktum. Når bomberne falder, stiger aktierne. USA er derfor fuldstændig afhængig af krig og igangsætter dem hele tiden med propaganda, trusler, løgne og falske falg-angreb. Der er brug for en fjende til at retfærdiggøre det enorme forsvarsbudget, der ripper amerikanerne. Snart skal vi også fordoble vores NATO-bidrag, fordi vi skal forsvare os mod Rusland, som angiveligt truer os. Trump ønsker fred med Rusland, men det ønsker den kolossale militærindustri ikke.

Er det mon sandt at Rusland, hvis militærbudget er en tiende del af USA og NATO’s virkelig har planer om at kaste sig ud i en angrebskrig mod et NATO-land? Eller opruster de, fordi de er omringet af NATO-baser ?

Jamen, de annekterede jo Krim, bliver der sagt. OK, men mere end 90% af Krims befolkning taler russisk og ville hellere høre til Rusland end til Ukraine, med dets fascistiske styre. Det er kendsgerninger. Som vi bare ikke hører noget om i medierne.

Vi må forsvare os mod alle de flygtninge, der kommer til at ødelægge vores velfærdssamfund, bliver der sagt. Ja, det er klart. Men så må vi først og fremmest lade være med at producere dem. Og vi producere dem, når vi smadrer deres lande og plyndre dem for deres råstoffer. Det er vel logik.

F.eks. henter de enorme transatlantiske selskaber hvert år værdier for 320 milliarder dollars ud af Afrika. Så folk flygter af nød forårsaget af disse selskabers grænseløse grådighed.

Mellemøsten flygter folk fra ødelagte byer uden huse, veje, vand, el, hospitaler, fødevarer - kan man nu forstå det? Kan man forstå, hvis de alle sammen hader os? Kan man forstå, hvis de gør oprør?

Hvorfor er det ikke det, der bliver debatteret i Deadline?

Hvordan kan det dog lade sig gøre, at vi bliver udsat for alle disse fake-news med en såkaldt fri presse?

Fordi i dag er 90% af alle USA’s medier ejet af kun fem mediegiganter, alle forbundne til de samme selskaber, der har økonomiske interesser i krigene. Derfor kan de undertrykke enhver kritik og suverænt styrer den propaganda og de løgne, vi bliver hjernevasket med, så vi, folket, ikke protesterer.

Alle, (der vover at tale magten midt imod,) bliver hængt ud som konspirations tosser, leverandører af fake news eller dør sågar på mystisk vis.

Internettet har i midlertid bevirket, at løgnene kan afsløres. Og de unge fakta-tjekker, - de ved, vi bliver løjet for, og de køber heldigvis hverken løgnene eller aviser.

En dag vil de gøre oprør og spørge:”Hvorfor lukkede I øjne og øre for kendsgerningerne? Hvorfor ignorerede I faresignalerne? Hvorfor lod i vores frihed og demokrati forvitre? Hvorfor var I på magt-elitens side? Hvorfor fanden lod I dog fascismen komme til?

Eller også får krigsmagerne og deres massemedier held med at fremprovokere en tredje verdenskrig, ved at dæmonisere Putin, som de er i fuld gang med. Så er det slut med civilisationen, og så kan det hele være lige meget….

Må jeg opfordre Jer unge til at kæmpe for, at Danmark siger nej til at deltage i USA’s krige og deres åbenlyse kamp for verdensherredømme. Og for, at sandheden kommer frem, - den sandhed, der kan faka-tjekkes - for uden sandhed får vi aldrig fred.


 

 

 

Back To Top