Forsvarsudvalget 2015-16
B 108 Bilag 3
Offentligt
Henvendelse af 4/4-16 fra Jessie Seehuusen og Doris Kruckenberg
Til Forsvarsudvalget:
Tak fordi vi måtte komme. Vi har ønsket foretræde inden beslutningen om B 108 bliver vedtaget, da der er flere ting der bekymrer os.
Vi forstår ikke, hvordan Danmark er blevet et land, som vil gå ind militært i lande fjernt fra vores kyster. Vi er som borgere stærkt berørt af, at vi er mere kendt som dem, der gang på gang stiller op med bombefly og soldater, end som dem der bidrager med opbygning af samfund, humanitær hjælp og støtte til konfliktløsninger uden våbenmagt.
At den danske regering nu vil sende soldater og våben ind i en konflikt i Syrien, med allierede der ikke har nogen tradition for at overholde menneskerettigheder, fx Tyrkiet og Saudi-Arabien, og uden mandat fra FN, har vi meget svært ved at se nogen mening i.
FN har udsendt folk for at hjælpe med at stabilisere en delvis våbenhvile. Derfra er der ikke kommet nogen anmodning om dansk militær tilstedeværelse. Allermindst er en sådan kommet fra den syriske regering.
I Irak modsiger en pressemeddelelse fra premierminister Haider Albadi á 21. dec. fuldstændigt et citat i de ’bemærkninger til forslaget’ fra udenrigsministeren vi har fået. I stk. 6 står der, i forlængelse af det foregående afsnit om forskellige landes tilsagn om militær støtte til Irak fra en konference i Paris, følgende: ”i et brev af 20. sep. 2014 har den irakiske regering anmodet FN’s sikkerhedsråd om samtykke til en USA-ledet international indsats til angreb mod ISIL-tilholdssteder . . . ” hvorefter der så følger nogle passende begrundelser for dette. Af den følgende tekst fremgår at FN’s sikkerhedsråd i diverse resolutioner opfordrer til ”tiltag med henblik på at forhindre og standse terrorangreb udført af ISIL, samt at udrydde fristeder etableret af ISIL . . . ”
Men Iraks premierminister Haider Albadi udtrykker i sin pressemeddelelse á 21 dec. 2015 at Irak ikke ønsker nogen fremmed militær tilstedeværelse i landet. Hvad og hvem skal vi tro på?
Vi er bekymrede over at Danmark igen kan stå med krigsfanger, som vi ikke ved, hvad der vil ske med. Om ikke så længe skal der foregå en retssag i Danmark om irakiske fanger, der af danske soldater blev overgivet til tortur i 2004. Man hører – som en slags undskyldning – at den slags kan ske i en krig. Som civil dansker i et civiliseret land, kan vi ikke andet end at sige nej til at vores land atter skal i krig.
Hvilken rolle spiller menneskerettighederne i krigsplanlægningen?
Der siges i ’bemærkninger til forslaget’, at ”der skal etableres en task force til håndtering af situationer med frihedsberøvede personer”. Det skulle indebære yderligere udsendelse af 20 personer med kompetencer indenfor krigs- og sikkerhedsjura. Det er svært at se for sig, hvad disse personer vil kunne udrette i en krigssituation.
I senere års krigslitteratur, bl.a. i en bog af en professionel dansk militær overordnet, fremgår det, at udstationerede soldater hovedsageligt længes efter AKTION og i direkte krigssituationer kun tænker på at redde sig selv og kammeraten ved siden af (det sidste skam smukt nok). Ja hvad skulle de ellers gøre?! Af moderne krigslitteratur får man uvægerlig det indtryk at paragraffer om international ret, krigslove, menneskerettigheder etc. ikke er det der forankres hos majoriteten af soldater i en krigssituation.
Det er meget svært at se, hvor i verden krige har ført til fred og stabilitet. De sidste mange års dansk ’forsvarspolitik’ med dansk krigsdeltagelse i fjerne lande, har givet uhyggelige resultater.
Helt åbenlyst har de vestlige krige ført til nye mindst lige så umulige eller uhæderlige ledere overalt; de har ført til borgerkrigslignende tilstande både i Afghanistan og Irak og til et fuldstændig opsplittet Libyen. Vores fædreland skal ikke være med til denne nye odyssé i Syrien.
Vi ønsker et Danmark der gør godt og ikke ondt.
ISIL bliver nævnt utallige gang i bemærkningerne til forslaget fra udenrigsministeren, som begrundelse for dansk deltagelse i krig i Irak og Syrien. Men har vi ikke allerede gjort nok skade med de foreløbige krige: ISIL som et resultat af Irak-krigen fra 2003; Taleban og Al Qaeda som efterkommere af de vestligt støttede mujahedin-krigere i modstanden mod Sovjet-invasionen i Afghanistan i sin tid. Vi er bange for at B 108 blot vil bidrage til yderligere terrorisme. Og en øget trussel mod vores eget land.
Vi anmoder den danske regering og folketinget om at ændre den nuværende politik til en politik, hvor Danmark bruger energi, midler, menneskelig intelligens og sand interesse til at skabe FRED.
Med venlige hilsener,
Jessie Seehuusen og Doris Kruckenberg
Den første henvendelse findes
her på ft.dk
Regeringen vil ikke oplyse hvilke grupper i Syrien, der nu skal have militærstøtte fra Danmark. I folketingsdebatten fredag den 1. april nægtede regeringen at besvare spørgsmål fra Enhedslisten.