skip to Main Content

Hvordan optræder propaganda i de vestlige samfund?

Noam Chomsky og Edward Hermann har udformet propaganda-modellen i 1988. De har kortlagt rammerne for nyhedsproduktionen i vestlige (neoliberale) samfund. I store træk er propagandamodellen fremsat som 5 filtre, der filtrerer nyhedsproduktionen og derigennem begrænser hvilke nyheder der kommer ud i offentligheden.

Deres egen introduktion til teorien lyder som følger: ”Massemedierne fungerer som et system, der skal kommunikere beskeder og symboler til den generelle befolkning. Det er deres funktion at opholde, underholde og informere, og at indprente individer med de værdier, overbevisninger og adfærdskodekser, der skal til for at integrere dem ind i de institutionelle strukturer, der udgør det større samfund. I en verden med koncentreret rigdom og større klasseinteresse-konflikter, så kræves der noget bestemt for at fylde massemediernes rolle; Der kræves systematisk propaganda.”

Chomsky og Hermanns bagvedliggende perspektiv er et opgør med en konventionel opfattelse, hvor totalitære stater og liberale samfund opstilles som en dikotomi (modstilling), hvor man er tilbøjelig til forbinde propaganda og censur som noget der udelukkende optræder i de totalitære stater. Igennem betoning af de frie markedskræfters dynamik, og samspillet mellem vestlige samfunds institutioner, lærer borgerne at betragte konkurrencetilstanden, der er etableret blandt nyheds- og mediebureauer, som et sikkerhedsgrundlag for alsidige medier. De lærer at markedsmekanismen forhindrer at offentlig debat - og erkendelse - ikke bliver styret af propaganda.

Dette er en fejlantagelse, ifølge Chomsky og Hermann, der påviser at propaganda gennemtrænger massemedierne og nyhedsproduktionen igennem komplekse strukturelle forhold mellem marked, lobby, investorer og statslige interesser. Penge og magtforhold er begrænsende betingelser for medierne, og der er etableret en lang række mekanismer for at styre medierne og dermed påvirke den politiske dagsorden.

Følgende 5 ”filtre” er massemediernes primære dominansfaktorer:

1) Størrelse, ejerskab og profitorientering

De dominerende nyhedsselskaber er store virksomheder. Deres primære interesse er profit, ikke reelt at oplyse borgerne. De bliver delvist finansieret af investorer, f.eks. firmaer, som forhandler våben og atomkraft, viser Chomsky - og de har samme strukturelle relationer til statslige interesser. (Som bekendt er det svært for nyheder, der retter kritik imod statsformen at plads på statsunderstøttede TV-kanaler.)

2) Reklamer som indkomst for nyhedsinstitutionerne

Én af begrænsningerne i denne henseende, er at nyhedsinstitutionerne har interesse i at tiltrække læsere/seere med købekraft, der skal købe reklameannoncørernes produkter. Dette skaber endnu et lag af ulighed nyhedsproduktionen, fordi de søger at retter nyhederne imod de rige borgeres interessefelt, men hele offentlighedens erkendelse bliver påvirket af dette snævre sigte.

3) Indkøb af nyheder, troværdige kilder

Massemedierne har brug for et en kontinuerlig strøm af nyhedsmateriale, hvilket bevirker at de bliver trukket ind i et symbiotisk forhold med med stærke informationskilder pga. økonomisk nødvendighed. Dette muliggør at andre interesser kan få indflydelse på det generelle mediebillede. F.eks. skal journalister ofte bruge ekspertudsagn for at skabe troværdighed, men hvem finansierer forskningen? I dette afsnit viser Chomsky hvordan de 20 akademikere med de bedste ry i datidens USA faktisk var købt af virksomheder for at give disse en stærkere stemme inden for den akademiske verden. Det problem er selvforstærkende, for når visse navne er etableret som offentligt troværdige kilder, kan nyhedsbureauerne bruge dem uden at undersøge nærmere om der er hold i det de siger. Når ukendte navne kommer med udsagn, skal journalisterne i princippet efterforske holdbarheden, hvilket kræver tid og penge, og på den måde bliver magten centreret hos eliten.

4) Flak/Organiseret mediekritik, som et middel til at disciplinere medierne.

Chomsky har afdækket organisationer (igen finansieret af olie- og lignende-industrier), der fungerer som maskiner der ringer/skriver/faxer massemedierne, for at rette kritik imod nyheder, der ikke passer ind i den liberale agenda. Her mener han også reguleringsprocedurer i form af organiserede retssager, begrænset adgang til kongresser etc., der besværliggør at journalister efterforsker i virksomhedskritiske sager.

5) Antikommunisme, som middel til national- og religionskontrol. (Frygtpropaganda.)

Antikommunisme har været gennemtrængende ideologi i USA’s presse, og en konstant formidling af kommunisme som det ultimative onde, med reference til østlige samfund, udgør Chomskys femte filter. Her kan vi drage en direkte parallel til hvordan Islamkritisk medieomtale over de senste år er blevet brugt som frygtpropaganda til at styre folkestemningen i bestemte retninger, der tjener en overordnet agenda: oprustning og krigsdeltagelse. Konstruktionen af en ”public enemy” er en vidt benyttet kontrolmekanisme til at kontrollere de brede masser.

Disse filtre begrænser det spektrum af nyheder, der kommer igennem kanalerne, og begrænser i endnu højere grad det der bliver til store nyhedskampagner, der er finansielt understøttet og altid vil overskygge de reelle nyheder, der måtte slippe igennem filtrene. Hovedpointen er at så længe nyhedsmedier styres ud fra et økonomisk princip, så begrebet om den frie presse en illusion.
Chomskys underbygger det teoretiske aspekt af propagandamodellens med talrige konkrete eksempler på evidens, f.eks. hvordan krigsreportager kun bliver blæst op i pressen hvis de passer strategisk ind i statens militære interesser. Hvis de er i konflikt med statens militære alliancer, kommer reportagerne ikke igennem disse filtre. Hovedeksemplet herpå er Øst-Timor: USA havde aftaler med Indonesien, en tredjedel af befolkningen blev nedslagtet helt uden pressedækning.

Vil du vide mere? Læs hele afhandlingen

Mere om folkedrabet i Øst-Timor

Læs om aktuelle issues her

 

Oplægget blev holdt af Line på FredsCafeen den 2. februar 2017

Line læser filosofi og retorik på Københavns Universitet.

Back To Top