skip to Main Content

Gerd Berlev

 

Gerd Berlev 1946-2019 – En ukuelig revolutionær

og en utrættelig forkæmper for FRED i og udenfor TID TIL FRED - aktiv mod krig. Vi vil savne Gerd.

Læs invitation fra Gerds familie om at deltage til Gerds begravelse og efterfølgende mindehøjtidelighed her

Mindeord af
Dorte Grenaa, Arbejderpartiet Kommunisterne, APK


Gerd Berlev er her ikke længere. Og det er svært at fatte. For Gerd var altid der, hvor der var brug for en til at drive kampen for forandring fremad, tage initiativet, organisere begivenheden, mobilisere folks kræfter og energi til at gå med.

Et ukueligt favnende rummeligt og varmt menneske, en stærk og engageret kvinde, hustru, mor, mor-og farmor, ven, samarbejdspartner og ikke mindst en god og modig kammerat med revolutionær energi, erfaring og viden.

Gerd vil blive husket af rigtig mange forskellige mennesker, for hun spændte vidt gennem hele sit lange politiske liv – som tillidsdame, blokadevagt, mediearbejder, i kulturarbejde, i den antiimperialistiske, antikrigs og EU-kampen. Og i det der gennemsyrede det hele, en utrættelig deltagelse i kampen for det kommunistiske parti.

Det varmer at tænke på, at Gerd tilbage i november sidste år opnåede offentlig anerkendelse for en stor side af hendes arbejde de seneste år, da hun modtog Kunstnere for Freds pris. Hendes takketale ved den lejlighed sagde rigtig meget om, hvem hun var:

”Hvad har været min motivation? Hvad har fået mig til at yde den indsats, der gør, at jeg står her i dag?

Som mange andre af de glædens børn, der fødtes efter 2. verdenskrig, kendte jeg til krigens ubærlige, utilgivelige, grusomheder og jeg lovede derfor mig selv, at jeg ville gøre, hvad jeg kunne, for at det aldrig skulle ske igen. Alligevel så vi militæralliancen NATO, en kold krig og et med tiden meget militant EU vokse frem.

Vi har jo været mange, der har været sammen om indsatsen undervejs. Og egentlig er det jo OS, der har æren, sammen. Så jeg vil gerne sige til JER der har været med, tak for de mange timers samarbejde, der er manifesteret i denne pris.

Og en stor tak til partiet APK, der har gjort mig i stand til at prioritere og målrette min indsats og forstå imperialismen, som årsagen til krigen. Jeg sender også en tak til den internationale kommunistiske konference CIPOML, for dens arbejde for en verden uden krig og for opbygning af en samlet front mod krig, sociale nedskæringer, reaktion og fascisme. Og endelig også en stor tak til min familie, der har anerkendt og accepteret den prioritering, det er i det daglige.”

I dag er det os, der siger dig tak Gerd, selvom du ikke kan høre os, for at have kendt dig, arbejdet og kæmpet sammen med dig. For mit eget vedkommende gennem de seneste 45 år som kammerater i den marxist-leninistiske bevægelse. Din revolutionære energi rakte også til en stor indsats som medlem i Arbejderpartiet Kommunisternes Centralkomite og ledelse.

Din sidste store kamp var mod kræften. Den kunne du ikke vinde. Men du ville hellere dø stående end at leve på knæ.

Gerd du var et usentimentalt menneske, der gik med begge ben på jorden og aldrig tvivlede på at arbejderklassen en dag vil få magten til at skabe et langt bedre samfund til vores børn at vokse op i. Det brændende ønske må vi nu løfte videre uden dig.

Vores varmeste tanker går lige nu til din familie – mand, børn, børnebørn og søskende.

Back To Top