Skip to content

Danmark stopper våbensalg til Saudi-Arabien

med hilsen til underskriverne fra Per Bjerre, Oxfam
I dag er jeg dælme stolt over at være dansker! Regeringen har lyttet til alle os, der har kæmpet for at stoppe Danmarks våbenhandel med Saudi Arabien. Sådan!
Vores fælles pres har virket: Udenrigsminister Anders Samuelsen har her til morgen meddelt, at han har suspenderet alle godkendelser af eksport af våben og militært udstyr til Saudi Arabien. Det er fantastisk vigtigt, at Danmark nu har meldt sig ind i gruppen af foregangslande, der siger fra over for sønderbombningen og udsultningen af den yemenitiske befolkning.
En kæmpe tak til alle jer, der har skrevet under, delt og liket vores kampagne for at få det her til at ske. Endnu en gang har vi beviset på, at det nytter, når vi er mange nok, der står sammen. Med udenrigsministerens ord: ”I Danmark har vi udtrykket ‘mange bække små gør en stor å’, og det er tilfældet her.” Hørt!
En kort overgang var jeg faktisk i tvivl om, hvorvidt vi her i Danmark var mest som Trump eller Merkel – om penge kommer før alt andet, eller om vi er parate til at kæmpe for de ting, vi tror på. Trump vil fortsætte med at sælge våben til sauderne, fordi det er en skidegod forretning – Tyskland har allerede sagt stop. Heldigvis vandt det Danmark, som jeg kender og elsker i dag en vigtig sejr over griskheden: Vi vægter menneskerettigheder, demokrati og børneliv højere end et kortsigtet overskud på handelsbalancen.
Anders Samuelsen er sikker på, at Danmarks beslutning om at gå foran kommer til at sprede sig, så mange flere lande snart går med. I Oxfam gør vi i hvert fald, hvad vi kan; Sammen med vores kollegaer i resten af verden kæmper vi for, at krigen skal stoppe. Vi lægger pres på regeringer i hele EU og på beslutningstagerne i Bruxelles for et fælles europæisk stop for våbenhandel til Saudi Arabien og den saudisk ledede koalition.
Kampen for fred i Yemen fortsætter, både i- og uden for Oxfam. Men i dag er en stor sejr for dig og mig og alle andre, der ønsker, at Yemens befolkning snart kan ånde lettet op. Tusind tak, fordi du har været med til at få det til at ske.
Back To Top